Hvordan kommer jeg i gang?

Hvis det er noget for dig, din søn eller en anden dreng du kender, så tag fat i Linda på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 60 45 28 98.


Roskilde Garden tilbyder et unikt fællesskab, med bl.a. venskaber på tværs af aldersgrupper, suveræn musikundervisning og spændende rejser i både ind – og udland. Vi har også meget samvær med andre garderkorps, hvor hygge og sammenspil bliver prioriteret. Hvis du kunne tænke dig at blive en del af dette, er her information omkring det at gå i Roskilde Garden, og hvordan man bliver Roskildegarder:

Når man starter:

Du skal ikke kunne spille på et instrument, når du starter i Garden, det sørger vi for at du lærer. Vores undervisere er konservatorieuddannede, og der er mange instrumenter at vælge imellem. Du starter med marchtrænning og grundlæggende rytmik. Når du har gået i Garden i ca. 3 måneder kommer du til en optagelsesprøve, og umiddelbart herefter får du din uniform, og efter ca. 6 måneder begynder du at komme med Garden ud til arrangementer.

Hvad kræves der af en Roskilde Garder:

Vi øver to gange om ugen, mandage og onsdage, og for at kunne blive god på sit instrument, kræver det også at du øver dig dagligt på dit instrument hjemme. Garden har ca. 50 - 60 arrangementer om året, men det er ikke alle arrangementer man deltager i de første par år.

Dette kan selvfølgelig godt lyde overvældende, men vi oplever, at drengene, der går i Garden bliver så opslugt af deres interesse, så det er helt naturligt. Familie og skole har naturligvis førsteprioritet, men vi regner også med, at forældre til en Roskildegarder bakker aktivt op og støtter op omkring Roskilde Garden.