Hvis du er interesseret så kontakt os her
Eller kom til informationsmøde for nye drenge
Onsdag d. 8. september 2010 kl. 18.30
på Sct. Jørgens skole, Roskilde
Roskilde Garden – hvad er det ?
Roskilde Garden er en forening, en selvejende institution med egen musikskole som har undervisning på højt niveau, under Roskilde Kommunale Musikskole.
Der er ingen optagelsesprøve, og man behøver ikke at kunne spille for at starte i Garden, men kan du alligevel spille er det heller ingen hindring.
Vi kan tilbyde en bred og grundig musikundervisning, på det instrument du vælger, samt i nodeteori, samspil, tattoo og eksercits.
Som medlem af Roskilde Garden får du mange gode oplevelser.
Garden kommer ud til mange forskellige arrangementer, bl.a. film optagelser, receptioner, byfester og konkurrencer og mange andre spændende ting.
Næsten hvert år arrangeres der ture til udlandet - de sidste par år er turene gået til Tyskland, Frankrig, U.S.A og andre spændende steder - som du kan deltage i.
Se billeder fra dagligdagen i Roskilde Garden på vores fotosider!
Uniformer og instrumenter.
Ligesom en hver anden forening – fodbold, håndbold o. lign. har ens tøj på, har garderne også ens tøj - uniform - som bæres, når de optræder. Det ser festligt ud, og det gør også at det er hele gruppen man ser.
Uniformen udlånes af Garden, det eneste du selv betaler, er T-shirts, hvide skjorter, handsker, slips, strømper og sorte sko.
Instrumenterne er gardens ejendom og udlånes gratis.
Hvem bestemmer ?
Roskilde Garden er en forening, der i dagligdagen ledes af en bestyrelse valgt af forældre og store gardere.
Forældrene støtter ledelsen efter evne med hjælp i dagligdagen og ved arrangementer.
Når Garden er på tur eller til arrangement, er der selvfølgelig altid voksne ledsagere fra bestyrelsen med.
Ved undervisningen er det lærerne, der er ledere, og når Garden er i funktion, er det majoren der har kommandoen.
Se endvidere praktiske oplysninger.
Hvis du synes det lyder spændende, er du velkommen til at kontakte os for mere information.
Om Roskilde Garden.
Roskilde Garden er hjemmehørende i Roskilde Kommune.
Roskilde Garden blev stiftet i 1935 med det formål at opøve unge mennesker til musikalsk kunnen af højest mulig kvalitet.
Roskilde Gardens medlemmer er børn og unge i alderen 8 - 20 år.
Garden er en selvejende ungdoms organisation med egen musikskole og en fast ansat, professionel lærerstab.
Her modtager garderne privat-, såvel som samspilsundervisning, samt træning i eksercits og tattoo.
Garden er opdelt i tre korps, anført af en tambour major. Et orkester - brass band - bestående af ca. 20 musikere og et tambour korps ligeledes med ca. 20 musikere, samt en fane- geværdeling.
Herudover har Garden et antal aspiranter under uddannelse, således at de på et senere tidspunkt kan indtræde i et af de tre korps.
Repertoiret er stort og alsidigt og spænder fra klassisk til jazz og fra militærmusik til underholdning. Roskilde Garden kan levere musikalsk underholdning til alle former for arrangementer, lige fra private fester til store internationale konferencer. Når Garden optræder, er det altid i flotte gallauniformer i de danske farver.
Udover arrangementer i Danmark, rejser Roskilde Garden næsten hvert år ud i Europa - hvor vi efterhånden har besøgt de fleste lande - og deltager i konkurrencer, festivaler og parader.
Herudover har Garden i 1997 besøgt Chicago i USA, hvor vi i øvrigt var indkvarteret hos nogle af de samme familier som da garden var "over there" i 1978.
Roskilde Garden har igennem tiderne hjemført et utal af mesterskaber, hvilket vores flotte pokal skabe vidner om.
Mange af Gardens medlemmer er senere hen fortsat i Hjemmeværns orkestret, på musik konservatoriet eller i andre orkestre.
I 2010 kan Roskilde Garden fejre sit 75 års jubilæum.
Praktiske oplysninger.
Undervisningen foregår mandag og onsdag aften.
De fleste nye gardere begynder med at spille fløjte eller tromme i tambour korpset, hvor undervisningen enten foregår i små grupper på de respektive instrumenter eller i samspil med alle de andre.
Alle gardere undervises i tattoo og ligeledes i eksercits.
De gardere, der spiller i orkestret får både ene undervisning og deltager i samspil.
Roskilde Garden "bor" på Sct. Jørgens skole – under festsalen har vi vores depot, beliggende på Sønderlundsvej i Roskilde.
Depotet danner rammen om socialt samvær og hygge og bruges flittigt i pauserne mellem undervisningen. Her kan forældre også afvente deres drenge – og der er altid kaffe på kanden, ligesom TV avisen kan ses.
På depotet er en lille bod, og man kan købe drikkevarer og lidt slik.
Depotet er altid bemandet med medlemmer af bestyrelsen, der passer telefonen og i øvrigt sørger for at garderne og forældrene har det godt.
Selve undervisningen foregår i klasselokalerne og festsalen, samt om sommeren, udendørs på boldbanen.
Telefonnummer er 20 40 58 68.
Du kan også ringe til os - formanden hedder Henrik Dyrvig
Bus 601 med forbindelse til Roskilde Station, har stoppested lige ved Sct. Jørgens skole.
For oplysninger om offentlige transportmidler se - HUR's Trafikinfo.
Kontingentet for at være medlem af Roskilde Garden er på 600,- kr. pr. kvartal.
TRUT.
Trut er Roskilde Gardens foreningsblad.
Som passivt medlem af Roskilde Garden, kan man abonnere på Trut og automatisk få det tilsendt når det udkommer.
Støtte medlem - passivt medlem i Roskilde Garden.
Du har også mulighed for at blive passivt medlem i Roskilde Garden, det eneste du skal gøre er at kontakte os - enten pr. brev eller e mail, og vi fremsender dig så girokort og anden relevant information om Garden. Skulle du også have lyst til at hjælpe os ved forskellige arrangementer som vores aktivist gruppe afholder, så lad os det vide - de hjælper bla. med at skaffe midler til at gøre arbejdet lidt lettere for bestyrelsen bla. med hensyn til rejser - ture o.s.v.
Vi udgiver vores medlems blad TRUT og i løbet af året også en del informations skrivelser om hvad der sker og skal ske i Garden. Disse vil vi gerne sende til vores passive medlemmer hvis det ønskes.